At lave en repræsentativ analyse af temaet politik i tv er på grund af temaets bredde og mediets omfang en ret urealistisk opgave. Denne analyse skal ikke på nogen måde skal tages som udtryk for en sådan repræsentativitet. I udvælgelsen af programmer er det mere tilstræbt at analysere det normale og typiske end det ekstreme og ekstraordinære, for at programmerne på denne måde kan bidrage til konklusioner om den generelle problemstilling om politik og tv. Derfor er de valgte analyseeksempler også alle faste programformater, der mere eller mindre hyppigt optræder i stationernes samlede sendeflade. Det har altså haft højere prioritet at analysere programmer, der præger programfladen, end at de f.eks. repræsenterer en klart afgrænset genre. Dette er også grunden til, at nogle af programmerne bærer præg af i traditionel genreforstand at være blandingsgenrer. At det ikke er ambitionen at tegne et repræsentativt billede af temaet politik i tv men udelukkende at identificere selektionskriterierne og idealerne, der præger temaet politik, er også en af grundene til, at jeg for nemhedens og overskuelighedens skyld har udeladt at analysere et indslag fra et traditionelt nyhedsprogram. I det traditionelle nyhedsprogram er variationen af indslagtyper meget stor, og der eksisterer også indslagtyper, som i mindre grad har ambitioner om at bedrive journalistik, men mere ønsker at opdatere med nyheder . Endvidere forekommer det i de valgte programmer nemmere at afgrænse dem som et journalistisk produkt, hvorved de valgte udsendelser skulle have bedre mulighed at efterkomme oplysningsidealet. De skal ikke som nyhedsindslag konkurrere med andre nyhedskilder og er heller som disse underlagt det samme tidspres. Dette betyder, at hvis grundantagelsen om den systemegne selektion og manglende opfyldelse af oplysningsidealet kan bekræftes i disse udsendelser, så vil denne bekræftelse antagelig gælde i endnu højere grad i nyhedsudsendelserne. Desuden tog både Luhmann, Ove K. Pedersen-rapporten og Hjarvard i deres analyser udgangspunkt i nyhedsmedierne.

I udvælgelsen af de fem programmer er der tilstræbt en vis variation i genre, programformat, det politiske tema, de involvere personers rolle og i den journalistiske vinkel, uden at der dog